IF, St. Restrup Idrætsforening blev dannet i 1927 og foreningen fejrede således 75-års jubilæum i juni måned 2002. Gamle protokoller kan berette om idrætsaktiviteter i vort lokalområde også før 1927, men den første egentlige idrætsklub daterer sig til 19.juni 1927 under navnet Sønderholm Boldklub. I 1942 dannedes St. Restrup Idrætsforening, hvis rødder daterer sig til engang i begyndelsen af tyverne, men da denne forenings aktiviteter på dette tidspunkt ikke var af præcis idrætslig karakter, har man valgt at datere stiftelsen af St. Restrup Idrætsforening som værende den dato, man i Sønderholm stiftede Sønderholm Boldklub. I slutningen af 1970-erne blev Frejlevhallen bygget og lidt efter lidt er mange idrætsaktiviteter flyttet hertil, men både badmintonafdelingen og gymnastikafdelingen har stadigvæk aktiviteter både på Sønderholm Skole og i Frejlevhallen. St. Restrup Idrætsforening giver mulighed for deltagelse i badminton, håndbold, fodbold, præmiewhist og idræt på tværs samt naturligvis gymnastikafdelingens mange tilbud. I RIF-regi findes desuden en aktiv skytteafdeling. Hovedformand i RIF er p.t. Erling Buus. Klubbladet RIF-NYT udkommer 4 gange årligt til alle husstande i Drastrup, Frejlev, Tostrup, St. Restrup, Restrup Enge, Sønderholm og Nyrup. I RIF-NYT findes desuden oplysninger om de øvrige afdelingers kontaktpersoner. "Vedtægter for St. Restrup Idrætsforening" kan afhentes i klublokalerne i Frejlevhallen.