Referat fra generalforsamling d. 7. november 2011 
 

Ordinær generalforsamling den 07. nov. 2011
Der var ganske få fremmødte til generalforsamlingen.  Enkelte andre ankom umiddelbart efter generalforsamlingen.
Servering af ”ost og rødvin” efter mødet.
 
         Dagsorden iflg. vedtægterne.
  1.  Valg af dirigent
    Ellen Ø. Mortensen blev valgt til dirigent og kunne fortælle, at generalforsamlingen var indvarslet iflg. gældene regler.
  2. Beretninger.
Formandsberetning / Inga.
Siden sidste generalforsamling er der gået mere end 1½ år og det skyldes jo, at der ved generalforsamlingen febr. 2010  var fremsat forslag om  at flytte generalforsamlingen til efteråret.   Dette forslag blev vedtaget .
Vi havde tidligere gen.forsaml. i febr. måned, men vi ønskede altså at  flytte til en anden tid på året. Der var lidt forskellige grunde,  men i hvert fald primært for at gøre den første tid let og forholdsvis ubesværet for de nyvalgte bestyrelsesmedlemmer. I nov. måned er sæsonen jo godt igang og der er lang tid til forårsopvisning og endnu længere tid til programplanlægning for kommende sæson.
Egentlig tror vi også, at vore medlemmer på en måde har større interesse i vores afdeling i første halvdel af sæsonen end i sidste halvdel.
 
Vort regnskabsår er nu 0107 – 3006. Det vil kassereren komme ind på i sin beretning.
Siden sidst har vi jo så haft 2 forårsopvisninger. Det var igen store successer med mange, mange tilskuere. Vi kan faktisk ikke rumme flere. Næste år skulle vi få lettere adgang til flere stole og musikanlægget, som har givet os problemer i årevis, er nu i orden.
 
Som man måske har bemærket, har vi gennem det sidste 1½ års-tid udvidet tilbuddene i gymnastikafdeling.
Vi har nu 19 forskellige hold. 11 børnehold (incl. teenageholdet) og 8 voksenhold. Vi har 6 hold i Sønderholm og resten træner i Frejlev.
 I 2010 havde vi ved sæsonstart 14 hold.
 
Kun to hold træner i hallerne – det er tirsdagsholdet og rope skipping-holdet.
 
De resterende hold i Frejlev er hold,  hvor motionsrummet er valgt som bedst egnet træningslokale. Mange af vore hold er jo såkaldte specialhold, hvor der eks.vi kan være godt og vel 30 på et zumbahold, men hvor der på pilates- og yogaholdene er plads til 10-12 færre deltagere, da disse hold kræver mere instruktion.
Fra man er 1½ år og til ukendt alder, er det altså muligt at træne hos os. I år fik vi lukket det aldersmæssige hul, vi tidligere har haft omkring teenagealdersgruppen.  
 
På voksenholdene havde vi i år online-tilmelding (ugen inden sæsonstart) på pilates-, zumba-, yoga- og bokse fitnessholdene og det gav jo fra start et fint overblik.
Pilates- og zumbaholdene lukkede for tilgang inden sæsonstart og der var enkelte, deltagere vi måtte afvise, men der var ikke tale om en decideret venteliste.
Selvfølgelig er det ikke sådan, at det hele er lutter idyl. Vi har da også nogle hold, som deltagermæssigt ikke er succeshold. Det drejer sig om et par enkelte børnehold samt  teenage-holdet. Disse hold fortsætter trods de forholdsvis få deltagere, mens vi har besluttet, at line dance-holdene må slutte til jul.  Første år vi havde line dance var i  sæsonen 2004-2005 og igennem årene har vi haft 2 hold med pænt deltagerantal, men de seneste år er antallet desværre blevet mindre og mindre.
 
Vi har 2  10-lektioners hold i år (bokse – og yoga).Resten er sæsonhold.
 
Kun enkelte af vore hold er såkaldt  ”klassiske” gymnastiktilbud. Det nærmeste vi kommer gymnastikken er nok på Mandags-M/K og på Tirsdagsholdet.
 
Jeg synes, vi har været hurtige til at tage bokse fitness, pilates, zumba og  yoga på programmet.   Allerførst skal man ha’ den gode idé til et nyt tiltag og dernæst skal man finde instruktørerne. Det har vi været så heldige, at vi har kunnet.
Vi er faktisk så heldige, at have instruktører, som har været i afdelingen i flere år og lige p.t. har vi endda overskud af instruktører, idet vi fornylig har fået henvendelse fra en nytilflyttet instruktør, som gerne vil undervise i rifgymnastik.  Hun har en fin instruktøruddannelse og er selvfølgelig noteret  på vores huskeliste !
 
Vedr. indkøb. Vi har netop indkøbt en soft top til vore springere i Sønderholm. Det er en meget blød nedspringsmåtte, som instruktørerne har ønsket sig.
Derudover har vi løbende købt diverse håndredskaber.
Lige efter forårsopvisningen 2011 fik vi  kr. 10.000,- fra Group 9200. Denne gruppe gav penge til alle afdelinger i RIF og altså også til os.
Vi fik ikke et kontantbeløb, men kunne gøre indkøb for det nævnte beløb i  Intersport i Storcentr.
Vi bestemte os for at købe flere stepbænke (til opbevaring i hallens redskabsrum ) og  vi købte også ”elastikker med håndtag” (ekstensionsbånd m. håndtag).
Vi har faktisk aftalt, at vi indkøber flere af disse elastikker.
  
Vi har en fornuftig  økonomi og er stort set i stand til at give instruktørerne de redskaber/håndredskaber, de gerne vil have. Dét der ofte sætter begrænsninger, er  den sparsomme opbevaringsplads i redskabsrummene på Sønderholm skole og i Frejlevhallen.
 
Vedr. kontingent gjorde vi i 2010 forsøg med, at lade de voksne medlemmer betale kr. 500,- for en hel sæson med fri adgang til alle voksenhold, men i 2011/2012  gik vi tilbage til systemet med faste priser pr. hold og rabatordning med -20% på det samlede beløb (ved deltagelse på flere hold). Rabatordningen gælder både for børn og voksne.
Kasserer Sigga vil fortælle vedr. vort  registrerings-og opkrævningssystem via Nets.
Det er i hvert fald et system, som (efter forberedende indberetniner sidste år) gerne skulle fungere godt og ”let” i denne sæson.  Dog har DGI-systemet (Conventus) været i tankerne flere gange, da det lyder som et praktisk og nemt system som undersøges nærmere.
 
Kurser for instruktører: vi opfordrer altid vore instruktører og hjælpeinstruktører til at deltage på relevante DGI-kurser og sommetider  tilbydes også et uddannelsesforløb.
Alle instruktører og hjælpeinstruktører modtager DGIs kursusbog i marts måned og vi opfordrer stærkt til, at instruktører og hjælpeinstruktører  - både erfarne og uerfarne - tager på kursus  og helst i  første halvdel af sæsonen.
 
I Oktober 2010 var vi nogle stykker, der var med til Inspirationsdage i Herning, hvor der er spændende tilbud til både instruktører og foreningsledere. Udover det ”faglige” indhold er det også et par meget hyggelige dage (lørdag/søndag) for både instruktører og bestyrelsesmedlemmer.
 
Lad mig lige nævne, at det byggemæssigt har været en travl tid i idrætsforeningen, men nu står hal 2 fiks og færdig. Måske kan man regne med, at alle de tibagevendende (og ”uvenlige”) diskussioner om haltider osv. osv. er et overstået kapitel.
Adgang til den nye hal foregår via indkodet sygesikringsbevis.
Omkring selve byggeriet blev afdelingerne ved de allerførste fremlæggelser af tegninger spurgt, hvad man ønskede sig af den nye hal. For vort vedkommende nævnte jeg, at en pyramideformet bevægelsessal ville være optimal. Allerhelst med springgrav.
Jeg er lige ved at tro, at dét forslag, som det første blev taget af tegnebordet !
 
Foreningsbaseret fitness nævnte jeg også ved de indledende møder, men det blev heller ikke en mulighed,  for som vi alle ved, blev der skåret helt ind til benet mhp at spare.
 
På et tidspunkt var det sådan, at vi i hovedbestyrelsen var overbeviste om, at valget stod mellem en sparehal eller slet ingen hal  -  der var altså flertal for at vælge spare-modellen.
 
Vi var den allerførste  afdeling i RIF, som præsenterede en hjemmeside for efterhånden mange år siden og denne hjemmeside er løbende blevet opdateret. I foråret 2011 ’omdannedes’ hjemmesiden til gominisite-systemet og det fungerer vældig fint.
 
                                    ¤          ¤
 
I gymnastikafdelingen har vi igennem årene meget ofte talt om, at det var vigtigt for afdelingen, at få fat i de lidt yngre voksen-årgange og det synes jeg ser ud til at være lykkedes nu.
De første  af disse yngre voksenårgange blev medlemmer hos os, da vi havde succes med step/aerobic-holdene og i de seneste år er der kommet endnu flere til.
Vi har nu fået rigtig godt fat i disse såkaldt yngre årgange,  som møder op til specielt bokse fitness, zumba, pilates og yoga.
 
Jeg synes, vi har fået en mere frisk og moderne gymnastikafdeling  og jeg ser
udelukkende fordele i, at vi har de mange forskellige tilbud.              / Inga
 
 
  1. Fremlæggelse af revideret regnskab og evt. udkast til budget.
    Regnskabet for 2010-2011.
Formuen ved regnskabsårets afslutning er 110.173,02 kr, mod 110.795,01 kr. primo perioden. Dvs. at vi er kommet igennem året med uændret formue.
Enkelte udgiftsposter der kræver en uddybning: vi har sponseret 5.000,- kr. til den nye Frejlevhal. Der er også brugt flere penge til redskaber. En stor post har været at afholde forårsopvisning, hvor vi brugte penge til musikanlæg og  konferencier, da musikken i hallen ikke fungerede optimalt. Yderligere deltog flere ved opvisningen og der var behov for køb af flere varer gennem kantinen, hvilket også ses på udgifterne. Der er også blevet brugt en del penge på kurser til instruktører.
Forventning til 2011-2012:
Vi har i denne periode flere instruktører på omfattende kurser med dertil hørende udgifter til transport. Har vedtaget at bruge endnu 5.000,- til sponsering til den nye hal.
Der er rigtig mange voksenhold igang i år, som øger indtægten. Til gengæld har vi flere børnehold, der er meget små og som forventes at blive en udgift for os.
Overvejer muligheden for at lave online-tilmelding via hjemesiden til næste sæson. / Sigga
 
  1. Indkomne forslag. Ingen
  2. Valg
På valg er Ketty Jensen, Inga  Sønderby Mysager.
Ketty modtager genvalg.  Inga modtager ikke genvalg.
            Forslag:  Gitte Kolling Klitgaard og Jette Andersen.
            Begge blev valgt.                                         Suppl.:  Connie B. Hansen.
 
  1. Eventuelt.  Intet.
     
 
Refr.              Punkt  2)  formandens beretning:    Inga Sønderby Mysager
        Punkt  3)  fremlæggelse af regnskab:     Sigga Skaalum    
        Øvr.  refr.:   Ketty Jensen, nov. 2011.
                                                                       
 
 
 
                                        
 
 
 
Cookies er nødvendige for at få hjemmesiden til at fungere, men de gemmer også information om hvordan du bruger vores hjemmeside, så vi kan forbedre den både for dig og for andre. Cookies på denne hjemmeside bruges primært til trafikmåling og optimering af sidens indhold. Du kan forsætte med at bruge vores side som altid, hvis du accepterer at vi bruger cookies.
RIF Gymnastik | rifgymnastik@live.dk